Ishøj strand er del af Strandparken ved Køge Bugt. Strandparken er et kunstigt skabt natur- og friluftsområde, hvor dyre- og plante-livet trives side om side med en lang række friluftsaktiviteter. Den 7 km hvide sandstrand indbyder til sjov og afslapning om sommeren og til vindblæste vandreture i vintermånederne. Ishøj Havn ligger i forlængelse af stranden og byder hvert år på mangeartede arrangementer og er velbesøgt af bådejere, camperende gæster og dagsgæster. Havnen er hjemsted for flere aktive maritime foreninger og klubber.
På stranden kan du blandt andet jagte en af de 6 glemte kæmper eller se på fugle. Nyd herefter en kop kaffe på caféen Ka’nalu, hvor du også kan prøve kræfter og balancen af på et paddleboard. Trænger den større sult sig på, er der restauranter at finde på havnen, hvoraf de fleste både serverer frokost- og aftensanretninger. På havnen er der på havnekontoret også cykeludlejning med ladcykler samt et vaskeri.
Offentlige toiletter er at finde på havnen. Der er også toiletter og brusere ved stranden. Der er gratis parkering ved havnen og ved indgangene til stranden.